Lyt til artiklen

Efter en langvarig krise med færre kunder og butikslukninger på stribe blev shoppingcentret City Vest i Brabrand solgt i december.

Men først nu afsløres salgsprisen – og den er bemærkelsesværdig.

Ifølge den seneste offentlige vurdering har det hæderkronede, men kriseramte shoppingcenter en værdi på 200 millioner kroner, men Danske Shoppingcentre fik blot 99,5 millioner kroner for centret, skriver EjendomsWatch, efter at handlen er blevet tinglyst.

Den samlede pris kan dog ifølge EjendomsWatch ende med at løbe op i omkring 110 millioner kroner, når en række ekstra omkostninger medregnes.

Ikke desto mindre er der tale om en salgspris, som ligger langt under vurderingen.

Alligevel er sælger godt tilfreds.

»Den vurdering afspejler på ingen måde den reelle værdi og den markante tomgang, centret har haft. Ved at sælge undgår vi at skulle påtage os betydelige investeringer, som centret har brug for, og som vi har vurderet, at andre er bedre til,« siger administrerende direktør i Danske Shoppingcentre Jesper Faurholdt til EjendomsWatch ifølge Århus Stiftstidende.

Køberen er entreprenør- og byudviklingsvirksomheden A. Enggaard, som i forbindelse med, at handlen blev offentliggjort 20. december, løftede lidt af sløret for sine planer med City Vest fremover.

»Vi er meget glade for at have indgået en aftale om køb af City Vest, der i kraft af sin placering, butikker og historie rummer et stort potentiale i relation til udviklingen af bydelen, der for alvor tager form og fart i disse år,« siger afdelingschefen i A. Enggaard, Jens Skinnebach.

»Vores store engagement i bydelen og gode samarbejde med blandt andre kommunen og Brabrand Boligforening giver os gode vilkår for i tråd med den visionære helhedsplan for området netop at tænke i helheder, der tilgodeser både City Vest, Gellerup og ikke mindst Aarhus,« tilføjede han.

Efter salget ejer Danske Shoppingcentre 17 shoppingcentre.

City Vest var Jyllands første overdækkede storcenter, da det åbnede i 1972.

I november stod omkring 40 af de 65 lejemål i City Vest tomme. Det kan du læse mere om HER.