Sidste år blev ejeren af Spies, Thomas Cook, erklæret konkurs. Det betød, at rigmanden Petter Stordalen fra Norge købte det danske rejseselskab.
Nu står Spies så overfor en stor sparerunde. Den nye ejer skal således skære 30 procent af omkostningerne. Det skriver E24.
Det fortæller Fredrik Henriksson, der er kommunikationschef i Nordic Leisure Travel Group (NLTG), som ejer det danske rejseselskab.
»Vi har gennemgået alle omkostninger i hele NLTG, og de skal skæres.«
Han tilføjer, at det ikke kun er Spies, der skal skære. Alle selskaberne i koncernen skal mindske udgifterne.
Ud over danske Spies består koncernen af charterselskaberne Ving i Norge og Sverige, Globetrotter i Sverige, Tjäreborg i Finland og flyselskabet Sunclass Airlines.
Rejsebranchen har været hårdt ramt af krisen de seneste måneder.
Fredrik Henriksson siger, at selskaberne skal spare på flere forskellige områder.

Det gælder eksempelvis personaleomkostningerne. Spies har omkring 2.300 medarbejdere.
På et pressemøde i oktober sidste år fortalte en glad Petter Stordalen, at han havde købt den nordiske del af Thomas Cook.
»Jeg har lavet mange forretninger og handler gennem livet. Men denne handel er helt speciel. For denne handel forener hjerte og hjerne. Jeg har meget hjerte og har taget partnere med, som har meget hjerne,« sagde han blandt andet.
Han købte Thomas Cook sammen med kapitalfondene Altor og TDR Capital.