Det har ikke været nogle nemme måneder for den store danske brødkoncern Kohberg.

Nu præsenterer de det seneste regnskab, som viser et underskud på 26 millioner kroner.

Regnskabet er det dårligste siden 2016, skriver food-supply.dk.

I marts besluttede Kohberg at fyre direktøren, Peder Christensen.

René Normann Christensen, som tog over, lovede et regnskab i plus inden for to år.

Nu må han altså erkende, at der er rigtig lang vej til den positive side.

»Vi ser fortsat, at hele brødbranchen generelt har stigende udfordringer med et vigende marked for frisk indpakket brød,« forklarer René Normann Christensen.

»Samtidig oplever vi, at supermarkedskæderne fokuserer på egne brands, ligesom der er indikationer på, at der sælges flere varer til en lavere pris,« siger han.

Firmaet har ellers en samlet omsætning på næsten 950 millioner kroner. Det er dog et fald på 25 millioner i forhold til 2017.

De siger dog, at tiderne er lysere de kommende år. Det skyldes, at man har valgt at udlicitere detailsalgsstyrken til et eksternt firma.

Desuden har man nedbragt den rentebærende gæld med 16,9 millioner kroner.

Man håber også på, at en ændring i designet vil gøre nogle af deres produkter mere genkendelige i butikkerne.