Et underskud på 40 millioner kroner og flere hundrede fyrede medarbejdere.

Coronakrisen har taget hårdt på den i forvejen trængte bøfgigant Jensens Bøfhus.

Restaurantkædens moderselskab Jensens Food Group har netop offentliggjort regnskabet for 2020, og tallene taler sit tydelige sprog:

Kæden tabte 40,5 millioner efter skat, og omsætningen dykkede med 23 procent og endte på 363 millioner kroner.

Det skriver Berlingske.

Det er længe gået skidt for den kendte familierestaurant, som de seneste år har været trængt at nye konkurrenter og danskernes nye madvaner.

Sidste år lykkedes det imidlertid for første gang i seks år at præstere et overskud på 10 millioner kroner før skat, men nu er virksomheden tilbage på krisekurs.

Som så mange andre virksomheder i restaurationsbranchen har coronakrisen taget hårdt på koncernen. Dertil kommer en konflikt med fagforbundet 3F om en overenskomst.

Direktør Anders Nikolaisen giver regeringen og Erhvervsstyrelsen en del af ansvaret for det dårlige resultat.

»På grund af regeringens besynderlige fortolkning af neutralitetsprincippet har Jensen's Bøfhus A/S ikke modtaget kompensation ved lukning, på lige vilkår med den øvrige restaurationsbranche i Danmark, og det er således ledelsens vurdering, at der mangler et tocifret millionbeløb. Dette forfølges ad retlig vej hvor muligt,« står der i regnskabets beretning fra ledelsen.

Her påpeger direktøren, at over halvdelen af underskuddet skyldes, at Jensens Bøfhus på grund af konflikten ikke har kunnet få lønkompensation. Regeringen har nemlig besluttet, at konfliktramte virksomheder ikke kan få kompensation.

»Omsætningen er faldet 23 procent i forhold til 2019 til DKK 363 millioner og kan henføres til covid-19. På grund af regeringens besynderlige fortolkning af neutralitetsprincippet har Jensen's Bøfhus ikke modtaget kompensation ved lukning på lige vilkår med den øvrige restaurationsbranche i Danmark, og det er således ledelsens vurdering, at der mangler et tocifret millionbeløb,« skriver ledelsen i årsregnskabet med henvisning til konflikten med 3F.

Jensens Bøfhus ejes af en række fynske rigmænd, som ifølge Fyens.dk både sidste år og i år har tilført 75 millioner til den kriseramte virksomhed for at holde kæden flydende under coronakrisen.

Jensens Bøfhus har i dag 21 restauranter i Danmark, seks i Sverige og en i Norge.