Lyt til artiklen

I mange danske hjem bliver julegaverne i år både mindre og færre.

Krisen gør ondt hos de fleste, men når det kommer til julegaverne fra arbejdspladsen, er alt tilsyneladende ved det gamle.

En ny undersøgelse fra Lederne viser nemlig, at næsten ni ud af ti danske virksomheder stadig giver julegaver til medarbejderne.

Krise eller ej.

Undersøgelsen er lavet blandt godt 1.500 af organisationens privatansatte medlemmer. De er blevet spurgt om, hvordan deres virksomhed forholder sig til julegaver i år.

Langt de fleste – 88,4 procent – svarer, at medarbejderne får en firmajulegave.

Og af dem siger hele 82,8 procent, at julegaverne bliver lige så store i år, som de plejer at være.

Resultatet glæder HR-direktør hos Lederne, Vibeke Skytte, for julegaverne har en vigtig funktion på arbejdspladsen, understreger hun.

»Det er vigtigt at anerkende medarbejderne uanset, om der er krise eller ej. Og julegaver er et udtryk for anerkendelse. Derfor er jeg glad for at se, at så mange virksomheder holder fast i julegaverne.«

Kun godt seks procent af lederne i undersøgelsen svarer, at deres virksomhed skærer lidt ned på gavernes størrelse.

»Det er ikke så vigtigt, hvor store gaverne er, og der er jo også regler, som sætter en grænse for, hvor store beløb virksomheden kan give skattefrit. Jeg tror, at medarbejderne har forståelse for, at de økonomiske vilkår i virksomheden kan være vanskelige,« siger Vibeke Skytte og tilføjer:

»Hvis man som leder står med et stramt budget, kan man vælge at skære ned på julegaverne, men jeg synes, det er vigtigt, at man trods alt anerkender den enkelte medarbejder og siger tak for den indsats, medarbejderen har ydet i løbet af året. Og små julegaver vil trods alt være en lille post på budgettet de fleste steder.