Lyt til artiklen

Erhvervsmægleren Daniel Busch Hansen er blevet anklaget for at snyde kunder gennem sin virksomhed Restaurationssalg.dk.

En historie, som TV 2 tidligere på året skrev om, og som fik brancheorganisationen for Danmarks Restauranter og Caféer til at advare.

Men nu er Restaurationssalg.dk under konkursbegæring.

Det skriver Finans.

Peter Hallgren, der er udpeget som kurator, fortæller til mediet, at det er Skat, der har begæret Restaurationssalg.dk konkurs.

TV 2 kunne fortælle om, hvordan flere caféejere, som solgte deres virksomhed gennem Restaurationssalg.dk, ikke kunne få deres penge udbetalt fra selskabet.

I forbindelse med salget af restauranten Den Gyldne Hane endte kuratoren med at stævne Daniel Busch Hansen og Restaurationssalg.dk, da det i flere måneder ikke var lykkedes at inddrive beløbet fra salget.

Daniel Busch Hansen har flere konkurser bag sig i form af Gastro-Partner ApS, B&B Investment, DBH Invest ApS, DBH Ejendomme ApS og Anpartsselskabet af 20. december 2016, skriver Finans.

Da TV 2 spurgte ham, om pengene, som en sælger gennem Restaurationssalg.dk havde så svært ved at få udbetalt, var røget i hans egen lomme, var han ganske afvisende.

»Det har jeg i den grad ikke. Og vi bruger ikke privatøkonomi. Vi bruger ikke privat. Vi lever altså i 2022, hvor krisen kradser ad helvede til overalt, vi gør, hvad vi kan,« forklarede han.