Priserne på madvarer, el og gas er som bekendt eksploderet i løbet af i år.

Og det betyder tydeligvis, at der må spares på andre ting.

»Det er rigtig hårde tider,« siger ejeren af Globus Biler i Silkeborg, Henrik Thomsen, til finans.dk

Den erfarne bilhandler med 35 år i branchen fortæller, at der først på året blev langet fint med biler over disken, men efter Ruslands angreb på Ukraine den 24. februar, tog salget en drejning.

Lige nu ses et stort fald i salget af biler, oplyser rutineret bilforhandler. Her ses biler tilsalg hos bilforhandler tidligere på året.
Lige nu ses et stort fald i salget af biler, oplyser rutineret bilforhandler. Her ses biler tilsalg hos bilforhandler tidligere på året. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Og det er netop de stigende priser på en række nødvendige ting, der har haft konsekvenser.

Ifølge Henrik Thomsen har det simpelthen betydet, at der nu sælges 50 til 60 procent færre biler, og han har måtte afskedige sælgere.

Han oplyser, at den kraftigt faldende købelyst betyder, at der er rigtig mange biler på markedet, der står og samler støv hos forhandlerne.

»Folk kan simpelthen gøre en skidegod handel lige nu,« konstaterer Henrik Thomsen tørt til finans.dk.