En manglende betaling for en millionvilla i London. Og et stort og usikret lån til pårørende af den russiske ejer.

Det er blot nogle af de ting, tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen ifølge kuratoren kan holdes ansvarlig for efter et stort bankkrak.

»Hr. Rasmussen har svigtet sit bestyrelsesansvar i banken ved at lade bankens aktiver forsvinde,« skriver Vigo Krastins i en mail til Børsen.

Han er kurator for konkursboet efter den lettiske bank PNB Banka.

Anders Fogh Rasmussen sad i bankens bestyrelsen og var næstformand for dens uafhængige råd, da PNB Banka gik konkurs i 2019. Året efter blev den tidligere statsminister og NATO-generalsekretær sammen med otte andre sagsøgt for sin rolle i konkursen.

Nu viser retsdokumenter, hvordan Anders Fogh Rasmussen forholder sig til den spegede sag.

»Der er tale om korruption, der meget vel kan række helt op til det politiske niveau i Letland,« står der ifølge Børsen i retsbogen fra Østre Landsret, hvor Anders Fogh Rasmussen tidligere i år afgav forklaring.

Korruption, som den tidligere lettiske nationalbankdirektør, Ilmars Rimsevics, ifølge Fogh Rasmussen kan være hjernen bag.

Fogh Rasmussen mener, at han har opfyldt sin rolle som næstformand for PNB Bankas uafhængige råd, og at rådet ikke kan holdes til ansvar for konkursen.

Kuratoren er af en helt anden opfattelse.

Vigo Krastins har stævnet bankens tidligere ledelse og kræver intet mindre end 240 millioner kroner i erstatning af Fogh og co.

I den forbindelse har kuratoren krævet, at dele af Fogh Rasmussens værdier i Danmark – herunder hans bolig i Nærum – kan tages i pant eller stilles som sikkerhed i sagen.

Fogedretten afviste imidlertid kravet om pant i Fogh Rasmussens formue for 10 millioner kroner, i hvert fald indtil der er faldet en afgørelse på søgsmålet mod den tidligere danske statsminister og de otte andre tidligere medlemmer af PNB Bankas bestyrelse. Den sag behandles ved en domstol i Letland og er stadig ikke afgjort.

I foråret 2022 stadfæstede Østre Landsret fogedrettens dom.

Men ifølge Vigo Krastins er sagen ikke afsluttet. Han ønsker nu at få den bragt for Højesteret, skriver Børsen.