For 14 dage siden lukkede Danmark ned, og det koster hotel- og restaurationsbranchen dyrt. Meget dyrt.

Nu har både et hotel og en restaurant kastet håndklædet i ringen.

Hotel Bredehus i Bredesten ved Vejle og Restaurant Carlslund i Odense har begge indgivet konkursbegæring. Konkurserne kaster i alt 49 personer ud i arbejdsløshed på et i forvejen meget svært jobmarked på grund af coronakrisen.

»Vi er simpelthen så kede af det. Allermest at vi med den her konkurs må sende 15 ansatte ud i arbejdsløshed,« siger Jacob Høffner, der er direktør for driftsselskabet bag Restaurant Carlslund til Fyens.dk.

Den tunge beslutning blev taget, fordi forretningsgrundlaget blev revet væk under restauranten nærmest fra den ene dag til den anden som følge af samfundsnedlukningen.

Det samme gør sig gældende for Hotel Bredehus i Vejle, hvor 34 medarbejdere mister jobbet.

»Vi er personligt meget kede af det på vegne af vores trofaste og kompetente medarbejderstab, der i en meget svær tid for branchen nu står uden arbejde,« siger den ene af de to indehavere af driftsselskabet bag hotellet, Søren Riis, til Vejle Amts Folkeblad.

Lindved Sognegård, som havde en samarbejdsaftale om fælles drift med Hotel Bredehus, er ikke berørt af konkursen.