Gamle kunder i Bravo Tours har endnu ikke fået svar på, om de kan få pengene tilbage eller reelt få gennemført deres købte rejser. Nye kunder i Bravo Tours kan uden problemer købe nye rejser.

Sådan er situationen, efter at rejseselskabet i sidste øjeblik er blevet reddet.

»Vi har set det før i andre konkurser. Det er ikke ulovligt, og det er ikke mærkeligt, men jeg kan godt forstå, hvis man undrer sig over det,« konstaterer direktør Birgitte Fjeldhoff fra Rejsegarantifonden til AvisenDanmark.

Forvirret? Her er forklaringen:

Bravo Tours var tidligere en del af Travelco Nordic, der igennem det seneste år har haft store økomoniske problemer og derfor befandt sig i en rekonstruktion – tidligere betalingsstandsning – hvor det altså lykkedes, at sælge Bravo Tours fra for at redde stumperne.

Den nye ejer af Bravo Tours hedder Peder Hornshøj, der tidligere var direktør i Bravo Tours.

Men nu er der reelt tale om et nyt selskab, og derfor kan man allerede nu tilbyde rejser til danskere.

Imens må de gamle kunder vente på, at Rejsegarantifonden behandler sagerne, fordi de dengang købte rejserne, da Bravo Tours tilhørte konkursramte Travelco Nordic. Enten får de pengene igen eller også kan de (hvis de har købt en pakkerejse) få tilbudt en tilsvarende rejse fra den nye Bravo Tours.

Regningen for Travelco Nordic bliver i øvrigt den største nogensinde for Rejsegarantifonden, vurderer Birgitte Fjeldhoff. Beløbet er endnu ikke gjort op, men det vil sandsynligvis overstige 100 millioner kroner, skriver AvisenDanmark. Ingen andre konkurser i rejsebranchen har været bare i nærheden af det beløb.

Rejsegarantifonden har netop fået tilført en coronahjælpepakke på 300 millioner kroner for at dække ind for de store problemer rejseselskaberne herhjemme har.

Imens er det nye Bravo Tours altså allerede i fuld gang med at sælge rejser, efter at redningen blev en realitet i tirsdags.

»Vi har formået at få skabt et både stærkt økonomisk fundament og en god ejerkreds, så vi også i fremtiden kan sikre ferieglæden for hundredtusindvis af danske gæster - præcis som vi har gjort det i snart 22 år,« sagde Peder Hornshøj, da alt var faldet på plads.

Ud over Bravo Tours var også Sun Tours en del af Travelco Nordic, der sidste år kunne kalde sig Danmarks fjerdestørste i rejsebranchen.