Noget må være gået helt galt på Bestsellers hovedkontor i Brande.

For beslutningen om at undlade at betale husleje til omkring 250 butiksejere og blot sende et brev ud med den svidende meddelelse var udpræget uklog.

Det mener kommunikationsekspert Anna Thygesen, der kalder beslutningen en fejlvurdering, som tøjkoncernen nu må have erkendt, eftersom Bestseller-ejer Anders Holch Povlsen nu undskylder for handlingen.

»At sende et iskoldt brev var dumt. Der har været en mangel på risikovurdering af konsekvenserne ved at sende det brev ud,« siger hun.

Hun hentyder til den skrivelse, som Bestseller i slutningen af marts rundsendte til udlejerne af de erhvervslejemål, hvorfra tøjgiganten sælger sine modekollektioner.

Her fremgik det, at Bestseller ikke ville betale husleje fra 1. april.

Anders Holch Povlsen og hans direktion er nu vendt på en tallerken. Alle udlejere har fået deres penge.

»Jeg vil gerne undskylde for vores håndtering og beklager, hvis vi utilsigtet har trådt ved siden af overfor nogle udlejere,« siger Anders Holch Povlsen til Finans.

Ifølge Anna Thygesen er Bestseller ‘blevet taget på sengen af, at danskerne har reageret så kraftigt.’

Det skyldes ikke mindst, at det har vist sig, at små erhvervsdrivende ville blive ramt af den manglende indkomst fra udlejningen af kvadratmeter til Bestseller.

»De havde tilsyneladende ikke forudset, at det ville ramme en privat udlejer i Holstebro, men i stedet regnet med, at det ville have gået ud over store ejendomsvirksomheder,« siger Anna Thygesen.

I bagklogskabens lys mener hun, at koncernen burde have grebet situationen anderledes an. Så havde der formentlig været en helt anden forståelse for Bestsellers trængsler.

Bestseller har fyret 750 medarbejdere på grund af corona-krisen. Billedet stammer fra Bestseller-bygningen på Aarhus Havn. (Arkivfoto)
Bestseller har fyret 750 medarbejdere på grund af corona-krisen. Billedet stammer fra Bestseller-bygningen på Aarhus Havn. (Arkivfoto) Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

»Der er en klokke, der skulle have ringet hos Bestseller. Man skulle have fundet de mest sårbare udlejere og taget en snak med dem og forhandlet i stedet for blot at sende et brev,« siger hun.

Tøjselskabet har som konsekvens af stop i salget afskediget 750 ansatte i Danmark og sendt 2.400 andre medarbejdere hjem i en periode.

Anders Holch Povlsen har tidligere fortalt, at hans tøjvirksomhed skal skaffe 100 millioner kroner dagligt for at holde selskabet kørende.

Men selvom der er tale om en så sjælden hændelse som en pandemi, så er der ingen kære mor i ‘big business’.

Bestseller er selv ansvarlig for at kunne stå imod kriser, som den nuværende corona-epidemi, lyder det fra Anna Thygesen.

»Jo større virksomhed, jo større polstring må der til. Så man kan ikke have større medlidenhed med Bestseller og Anders Holch Povlsen end små virksomhedsejere blot fordi, der er flere arbejdspladser og flere penge på spil.«

Når multimilliardæren Anders Holch Povlsen nu utvetydigt siger undskyld, skyldes det hensynet til Bestsellers videre drift, vurderer Anna Thygesen.

»Hvis man fremstår som grisk og iskold, så vil omverden opføre sig lige sådan og lade være med at købe produkterne.«

»Han siger undskyld, fordi man har fejlvurderet situationen. Han lægger sig simpelthen fladt ned,« siger Anna Thygesen.