Danske Banks bud på en ny topchef faldt ikke i Finanstilsynets smag. Det sendte bankens aktier ned.

København. Danske Banks aktier faldt onsdag med 2,8 procent til 137,60 kroner. Det skete efter, at Finanstilsynet vendte tommelfingeren ned til bankens bud på en ny administrerende direktør.

Med faldet er Danske Bank blevet 33,4 milliarder kroner mindre værd, siden den i september præsenterede en rapport om mulig hvidvask for milliarder i sin estiske afdeling.

Onsdag fortalte Danske Bank, at mens bestyrelsen enstemmigt bakkede op om den 40-årige Jacob Aarup-Andersen som ny administrerende direktør, havde Finanstilsynet betænkeligheder ved, om han har nok erfaring.

Derfor valgte Danske Bank at trække sin ansøgning ved tilsynet og lede efter en anden kandidat.

Danske Banks tidligere topchef Thomas F. Borgen trak sig 19. september efter præsentationen af bankens interne undersøgelse af den mulige hvidvask for et firecifret milliardbeløb i bankens estiske afdeling.

Rapporten kom efter et års afsløringer i Berlingske Business af, hvordan afdelingen trods gentagne advarsler - også til den øverste ledelse i Danske Bank - lod penge fra Rusland og Aserbajdsjan strømme næsten ukontrolleret gennem sig.

Der bliver spekuleret i massive bøder til Danske Bank fra myndighederne ikke bare i Danmark men også USA og muligvis Storbritannien.

Sagen har kastet Danske Bank ud i en større krise. Ikke bare har flere direktører forladt banken, også bestyrelsesformand Ole Andersen har indikeret, at han er på vej væk.

Siden Berlingske Business for første gang skrev om Danske Banks estiske afdeling, er bankens aktiekurs faldet 43 procent. Det svarer til, at bankens markedsværdi er faldet med 92 milliarder kroner.

Danske Bank har indsat landechef for Danmark Jesper Nielsen som midlertidig administrerende direktør, mens man leder efter en ny.

Jagten er nu forlænget, fordi Finanstilsynet vendte tommelfingeren ned til Jacob Aarup-Andersen.

/ritzau/