I september meddelte mesterkokken Brian Mark Hansen, at han stopper på Michelin-restauranten Søllerød Kro ved årets udgang.

Og nu er afløseren fundet, skriver kroen i et opslag på Instagram.

Valget er faldet på Jakob de Neergaard, der tidligere har været ansat på restauranten.

Han var blandt andet med til at sikre Søllerød Kro en Michelin-stjerne tilbage i 2007.

»Jeg glæder mig ekstremt meget til at vende tilbage til Søllerød Kro. Vi skal føre den klassiske sjæl med velsmagen i centrum videre, således at Søllerød Kro fortsætter med at være stedet, hvor nydelse og velvære for gæsten kommer i absolut første række,« siger Jakob de Neergaard.

Søllerød Kro fik sin første Michelin-stjerne i 1987 og har siden 2007 haft en kontinuerligt.

Brian Mark Hansen vandt guld i 2023 i de uofficielle verdensmesterskaber i kokkekunst Bocuse d'Or.
Brian Mark Hansen vandt guld i 2023 i de uofficielle verdensmesterskaber i kokkekunst Bocuse d'Or. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Brian Mark Hansen har været på Søllerød Kro i 13 år som køkkenchef og vandt guld i 2023-udgaven af Bocuse d'Or, der er det uofficielle verdensmesterskab for kokke.

Han siger, at han glæder sig til at runde sine 13 år på Søllerød Kro godt af.

»Vi giver den fuld gas resten af året, og jeg glæder mig til at tage en flot afsked med alle Kroens dejlige gæster og til at overlevere et spisested i topform til Jakob,« siger Brian Mark Hansen.

Jakob de Neergaard tiltræder som køkkenchef 1. januar 2026.