Intet mindre end »helt utilstrækkelig.«

De Samvirkende Købmænd er langt fra tilfreds med den nye 'Vinterpakke'.

Det oplyser de i en pressemeddelelse.

»Vinterpakken er et lille bitte skridt i rigtig retning, men helt utilstrækkelig for erhverv som dagligvarebutikkerne,« siger John Wagner, administrerende direktør i De Samvirkende Købmænd, som repræsenterer købmændene i blandt andet REMA 1000, MENY, SPAR og Min Købmænd – i alt 1500 dagligvarebutikker i Danmark.

Han mener, at indefrysningsordningen risikerer at blive en møllesten om købmandens hals, og at intet gavner dem ud over annulleringen af tarifforhøjelsen

»Vi havde helt klart håbet på en lidt større forståelse for de problemer, som energipriserne har skabt for dagligvarebutikkerne, som er påbudt temperaturkrav af hensyn til fødevaresikkerheden, og som har meget stor betydning for sammenhængskraften i de små samfund,« siger John Wagner og fortsætter:

»For os er det en kold skulder som indledningen på en vinter, der på alle måder kan blive kold for mange dagligvarebutikker, hvad enten det er købmænd, brugser, slagtere eller bagere. Jeg frygter desværre, at den butiksdød, vi har oplevet den seneste måned, vil accelerere hen over vinteren i takt med, at ny elregninger skal betales.«

Aftalen indeholder også en række yderligere initiativer ud over at sænke elafgiften. Blandt andet får danskerne mulighed for at indefryse dele af deres energiregning, ligesom børnefamilier får flere penge mellem hænderne.