Københavns Kommune og Realdania har solgt Royal Arena til Live Nation.

Det oplyser kommunen i en pressemeddelelse.

Det har hele tiden været meningen, at parterne på et tidspunkt skulle sælge Royal Arena, og efter et offentligt udbud er der nu indgået en købsaftale med Live Nation, lyder det.

Det er Live Nations datterselskab Danish Venue Enterprise, der som lejer står for driften og udlejningen af Royal Arena til koncerter, sport og events.

Det vides ikke, hvad Live Nation har betalt for Royal Arena, da disse detaljer er fortrolige i henhold til parternes aftale.

Overdragelsen af Royal Arena til Live Nation forventes at finde sted i andet halvår af 2026.

Royal Arena stod færdig i 2017 og blev etableret med midler fra Københavns Kommune og Realdania, der hver ejer halvdelen af aktierne i arenaselskabet, Arena CPHX P/S.

Den samlede anlægspris for Royal Arena udgjorde cirka 1,4 milliarder kroner.