Flere unge skal have frisørsaks eller murerspand i hånden.

Aarhus Byråd har derfor afsat 40 millioner kroner til en fireårig indsats for at få flere unge til erhvervsuddannelserne.

20 millioner af dem skal bruges til at udvikle attraktive og innovative studiemiljøer.

Alt for få vælger nemlig en erhvervsuddannelse efter folkeskolen, og det kan meget snart få mærkbare konsekvenser, frygter kommunen.

I 2022 har 13,2 procent af de aarhusianske afgangselever fra skoleskolen valgt at søge mod erhvervsuddannelserne – det er langt fra både nationale og lokale måltal.

Man frygter, at den lave tilslutning betyder, at Aarhus kommer til at opleve mangel på faglært arbejdskraft i en nær fremtid.

»Aarhus har et hårdt arbejde foran sig for at nå de nødvendige mål om, at 22,5 procent af de aarhusianske afgangselever i folkeskolen vælger en erhvervsuddannelse i 2030,« siger borgmester Jacob Bundsgaard (S) i en pressemeddelelse.

Til at realisere projektet om attraktive studiemiljøer har borgmesteren derfor nedsat en trepersoners strategigruppe.

Sammen med byens erhvervsskoler og en lang række samarbejdspartnere skal gruppen undersøge, hvordan campussamarbejder kan bruges til at tiltrække flere unge til erhvervsuddannelserne.

Gruppen består af forhenværende rektor på Erhvervsakademi Aarhus og Aarhus Købmandsskole, Christian Mathiasen, ceo i Johnson Controls Denmark, Lene Overgaard Andersen, og underdirektør og chef for Erhvervs- og Arbejdsmarkedsuddannelser i Dansk Industri, Signe Tychsen Philip.