Klaus Riskærs surdejskæde går konkurs
De 25 bagerier i Argentina har nu fået skiftet låsen og 150 ansatte har modtaget en fyreseddel. Riskær forklarer, at der er tale om »tilrettelagt konkurs«.

De 25 bagerier i Argentina har nu fået skiftet låsen og 150 ansatte har modtaget en fyreseddel. Riskær forklarer, at der er tale om »tilrettelagt konkurs«.

Forretningsmanden Klaus Riskær Pedersens brødimperium Pandanés har indgivet en konkursbegæring af deres 25 argentinske bagerforretninger.
Det skriver Ekstra Bladet, som citerer flere argentinske medier, heriblandt Infobae og BAE Negocios.
Natten til fredag blev låsene til surdejskædens butikker skiftet ud, og 150 ansatte fik en besked om, at de var fyret.
Ifølge de argentinske medier skrev ejerne i beskeden, at de havde forsøgt at finde en løsning, som kunne redde Pandanés' butikker, men at der ikke var anden udvej end en konkursbegæring.
Men Klaus Riskærs version af historien har en anden ordlyd. Det er nemlig helt efter planen, at kæden er begæret konkurs i Argentina, lyder det.
»Hvis vi skal redde de sidste af de ansatte og butikkerne, så er vi nødt til at gå igennem konkurs. Det er en tilrettelagt konkurs,« siger han.
Ifølge Riskær skal bagerierne snart genåbne i en ny selskabskonstruktion, og flere af de ansatte som har mistet deres job, skal genansættes.
Riskær står bag kæden sammen med danske Lise Lundme Funch.