En million kabel tv-kunder måtte undvære dronningens nytårstale for snart et år siden.

Nu lover kabel tv-giganten bod og bedring i form af en ny sikkerhedschef, der skal være med til at sikre, at fejlen, der ikke må ske, ikke gentager sig.

Det skriver Jyllands-Postens erhvervsmedie Finans.

Det drejer sig om briten Ray Stanton, der får til opgave at levere forbedringer af sikkerheden. Han har gennem mange år arbejdet for den britiske pendant til YouSee, BT (British Telecom), ligesom han har været sikkerhedschef for National Grid, der har ansvaret for elnettet i Storbritannien.

Han er dog ikke klar til at udstede nogen garanti for, at et nedbrud ikke igen opstår på et ganske kritisk tidspunkt som eksempelvis en nytårsaften.

»Vi kan ikke gøre alt rigtigt hver eneste gang. Det er der ingen organisation, der kan. Men vi vil prøve hele tiden at forbedre os og gøre det rigtige. Det er det vigtigste, og det er derfor, jeg er her. Vores mål er at blive nummer ét i Norden inden for sikkerhed og at blive en stemme i samfundet på området,« siger han til mediet.

Nedbruddet nytårsaften 2016/2017 endte med, at YouSee stillede filmkanalen Viasat Film Premiere, fem premiere-lejefilm og 250 øvrige film til rådighed for kunderne som plaster på såret for den sorte skærm, der for manges vedkommende varede helt til nytårsdag. Sagen endte med en politianmeldelse, men efter mange måneders efterforskning valgte politiet at droppe en sag mod en person, der var mistænkt for sabotage mod kabel tv-nettet.

Har du fået hørt ugens nye afsnit af BTMX-podcasten 'Vi elsker clickbait'? Download det gratis i Itunes eller lyt med her: