Ejendomsgiganten Evergrande har de seneste uger været i økonomisk uvejr, da det ikke har betalt af på lån.

Der er begrænset risiko for, at problemerne i den pressede kinesiske ejendomsgigant Evergrande vil smitte voldsomt af på den kinesiske finanssektor.

Sådan lyder det fra Zou Lan, der er chef for finansielle markeder hos den kinesiske centralbank. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Han kalder Evergrande-situationen for "kontrollerbar" og siger samtidig, at de enkelte finansinstitutioners eksponering - herunder lån - mod Evergrande "ikke er store".

Zou Lan mener, at Evergrande selv har været ude om sine problemer.

- I de seneste år har virksomheden været ledet dårligt og har ikke været i stand til at operere forsigtigt i overensstemmelse med ændringer i markedssituationen, siger han ifølge Reuters.

Han tilføjer, at de kinesiske myndigheder er klar til at hjælpe med finansiel støtte til at få gang i de af Evergrandes ejendomsprojekter, der i øjeblikket er sat på pause.

Han mener samtidig, at den kinesiske ejendomssektor generelt set er sund.

Gennem de seneste uger har der været perioder med uro og nervøsitet på de finansielle markeder som følge af problemerne i Evergrande.

Evergrande er Kinas næststørste ejendomsselskab. Det kæmper med en samlet gæld til en værdi på over 1900 milliarder kroner.

Derudover har der også været problemer i ejendomskoncernen Fantasia Holdings, der ligeledes har misset et afdrag på et lån. Også ejendomsvirksomheder Sinic risikerer ifølge Reuters en konkurs.

Der har været frygt for, at en konkurs hos Evergrande ville tage andre med i faldet og give en stor nedtur på det kinesiske boligmarked, som også ville kunne sprede sig til andre dele af verden.

/ritzau/