Sushi kan byde på mange forskellige smage og farver, men er der en, man ikke ønsker at have med i den asiatiske spise, så er det kakerlakker.

Men det var lige netop, hvad Fødevarestyrelsen fandt ved et kontrolbesøg ved Karma Sushi i Nyhavn i København den 13. marts. Her fandt fødevarekontrollen nemlig masser af kakerlakker i køkkenet og bag baren – både levende og døde.

Som forventet udløste det en sur smiley, men Fødevarestyrelsen har vurderet det til at være en så grov overtrædelse af hygiejnereglerne, at de også gav ejeren en bøde på 10.000 kroner.

Det er dog ikke en beslutning, som ejeren Morten Hansson er særlig tilfreds med. Han mener, det er en grov overdrivelse fra Fødevarestyrelsens side og kalder det for chikane.

»De siger, der var en masse døde kakerlakker, men det passer ikke. Derfor har vi også indgivet en klage over chikane fra den pågældende medarbejder fra Fødevarekontrollen,« siger Morten Hansson til TV 2 LORRY.

På trods af det erkender han dog, at restauranten har et problem med primitive insekter. Men det skyldes ifølge Morten Hansson ikke Karma Sushi, men derimod der omkringliggende restauranter. Han mener selv, at de på Karma Sushi gør alt, hvad de kan for at undgå skadedyr, men at deres naboer ikke gør noget.

TV 2 LORRY har foreholdt Fødevarestyrelsen Morten Hanssons anklage om chikane, men den afviser de blankt.

De fortæller derimod, at de er nødt til at handle, når de oplever, at en restaurant har skadedyr som kakerlakker i køkkenet.