Det anerkendte stutteri Jens Kvist er gået konkurs med et halvt hundrede heste i folden.

De 48 varmblodsheste med navne som 'Cover Girl', 'Faithful', 'High Energy' og 'Donna Libre' er derfor blevet ejerløse og hjemløse.

Det sønderjyske stutteri, der har leveret heste til OL og store internationale stævner, blev konkursbehandlet ved Skifteretten i Sønderborg den 22. februar. Det skriver Jydske Vestkysten.

Sportshestene kommer derfor nu søndag under hammeren på en 'unik' netauktion.

»At få sådan en kollektion på netauktion til absolut bortsalg er helt fantastisk og sjældent,« lyder det i en pressemeddelelse fra Finn Campen, der er indehaver af Campen Auktioner, som sælger hestene.

Han forventer derfor også kunder fra både indland og udland, når de prægtige dyr kommer til eftersyn.

»Det er en enestående kollektion af sportsheste, opdrættet i rolige og landlige omgivelser, hvor lys, luft, korrekt fodring og håndtering er blevet prioriteret højt. Det er topheste, og for hestefolket er der rig mulighed for at lave en rigtig god investering,« fortæller Finn Campen videre.

Du kan se samtlige heste på auktionen her.

Priserne for hingster som 'Look at Me' og hopper som 'Fairytale' ligger i omegnen af 10.000 kroner og helt op til 42.000 kroner, som hesten 'For Life', der på nuværende tidspunkt er auktionens højdespringer.

Nye bud forventes at ville presse prisen for hestene op hen mod de sidste to timer af auktionen, der slutter den 24. marts.

Det konkursramte stutteris ejer, Jens Kvist, har ikke ønsket at kommentere historien til Jydske Vestkysten, men han håber dog, at auktionen resulterer i gode priser.

Dagen inden auktionen slutter, lørdag, vil der være åbent hus på adressen i Gram, hvor 'Carte Blanche', 'Don Carlito' og de 46 andre heste kan tages under nærmere eftersyn.