Selvom den kendte danske møbelkæde Biva blev reddet kort før nytår, lukker virksomheden nu to af sine tre butikker.

Samtidig er planerne om at åbne flere butikker rundt i landet droppet. Kæden vil fremover satse stort på nethandel.

Det skriver netmediet Aalborg.nu.

Butikken i City Syd i Aalborg lukker med udgangen af januar, og det samme gør butikken i Fredericia. Fremover vil Biva kun have én fysisk butik - nemlig et showroom i Brøndby på Københavns Vestegn.

»Der er langt mellem kunderne i den fysiske butik, og det tager vi nu konsekvensen af. Udgifterne ved at holde de fysiske butikker kørende er alt for høje i forhold til omsætningen,« siger Bivas administrerende direktør Carsten Blom-Hanssen.

Da Biva-kæden havde sin storhedstid, talte den 39 butikker i hele landet, hvilket gjorde den til den største enkeltejede møbelkæde herhjemme. Nedturen begyndte i 2006, da to kapitalfonde købte kæden af Henry Johansen, hvis datter Millie blev landskendt for sine skrabede tv-reklamer, der altid endte med et kækt 'Vi ses i Biva'.

I 2010 lukkede en del af butikkerne, og i 2011 købte de nye ejere Tæppeland-kæden og slog i flere byer butikker sammen. Det gik dog heller ikke videre god,t og i 2013 gik virksomheden konkurs. To tidligere butikschefer i kæden, Jesper Jørgensen og Rune Furbo, relancerede kæden i 2014 med tre fysiske butikker og en webshop. Heller ikke det er gået helt godt, for 28. december begærede Sø- og Handelsretten kæden konkurs. Den blev dog reddet på målstregen dagen efter.