Christian Arnstedt sætter nu ord på, hvorfor hans investeringsselskab, Blazar Capital, har valgt at trække sig som medejere af det succesfulde tøjfirma Bareen.
Ifølge den kendte løve rettede en købergruppe for et par måneder siden henvendelse til Blazar Capital for at købe deres andel af tøjfirmaet. Det skriver han i et opslag på LinkedIn.
»Efter en del overvejelser de efterfølgende måneder, så har vi valgt i Blazar at takke ja til tilbuddet, og vi træder derfor ud af vores investering nu,« indleder Christian Arnstedt:
»Det har været en spændende rejse, hvor teamet har gjort tingene på deres egen måde og har fået skabt et virkelig godt community med sportsevents, trænningsrejser m.m. og et af Danmarks absolut hotteste tøjbrands,« lyder det videre.
I opslaget skriver Christian Arnstedt, at Bareen på de knap fem år, han har været med i virksomheden, har 30-doblet omsætningen.
Det fremgår endnu ikke i det offentlige virksomhedsregister, hvem de nye investorer er. Det er også uvist, hvor stort et beløb Blazar Capital har fået for salget.
»Det har været en kæmpe glæde at være investor i jer gutter. I har gjort det hamrende godt. Ud over det har været en god investering, har I været sjove at arbejde med, og jeg er gået ud af alle bestyrelsesmøder med et godt smil på læben,« skriver Arnstedt.
Det var i 2020, at den tidligere 'Løvens hule'-deltager investerede i virksomheden, da de dukkede op i programmet på DR1.
Ifølge DetailWatch var ejerandelen på 10-15 procent af selskabet.
Da Bareen deltog i Løvens Hule investerede Christian Arnstedt og Jacob Risgaard, men også Riisgaard har tidligere forladt virksomheden.