Den kendte britiske legetøjskæde Hamleys må lukke og slukke i Danmark.

Den 258 år gamle legetøjskæde har haft det svært i Danmark. Tilbage i 2014 gik Hamleys Danmark konkurs, men blev reddet på stregen, og nu er den gal igen. Hamleys Danmark er gået konkurs.

Det skriver Detailfolk.

I slutningen af maj i år skrev BT, at den danske afdeling af legetøjskæden var i seriøse pengeproblemer, og at en ekstern finansieringsmulighed var det eneste, der kunne redde Hamleys Danmark fra en konkurs. Finansieringsmuligheden kom aldrig, og nu er det altså slut med Hamleys i Danmark.

Der ligger kun én Hamleys-butik i Danmark, og den kan du finde på Vesterbrogade i København. Det har ikke været muligt at finde information om, hvornår butikken på Vesterbrogade lukker.

Hamleys danske afdeling har lidt et samlet tab på næsten 50 millioner kroner over de seneste fire år, og alene i 2017 kom legetøjskæden ud med et underskud på intet mindre end 16,7 millioner kroner.

Hamleys blev stiftet i 1760 i London af William Hamley.