Problemer med et nyt it-system har kostet en del penge for Arnold Busck, som står bag en kæde af boghandlere.
I selskabets senest afsluttede regnskabsår, der løb til udgangen af april, tabte Arnold Busck 14,3 millioner kroner. Året før tabte selskabet 2,1 million kroner.
Ifølge Helle Busck Fensvig, administrerende direktør hos Arnold Busck, har implementeringen af et nyt it-system ikke været uden problemer for kæden.
Eksempelvis har det nye it-system skabt problemer med flere kasseapparater. Det har gjort, at det til tider har været svært at sælge fra de pågældende kasseapparater.
Problemerne har også sat præg på omsætningen, der er faldet til 316,5 millioner kroner fra 329,2 millioner kroner året før.
Arnold Busck er blandt de ældste kæder af boghandlere i Danmark.
Kæden åbnede sin første boghandel i 1896 i København. Siden da er det blevet til i alt 30 Arnold Busck-butikker fordelt rundt om i landet.
/ritzau/