Serieiværksætteren Toke Kruse solgte i 2019 sin regnskabsplatform, Billy. Han ville ikke fortælle, hvad han fik for virksomheden.
Men nu er detaljer omkring Toke Kruses firma blevet afsløret. Det skriver Finans.dk.
I 2019 var det eneste, Toke Kruse på kryptisk vis fortalte om salget, at det havde gjort ham 'økonomisk uafhængig resten af sit liv', da virksomheden blev solgt til et 'større tocifret millionbeløb'.
Det præcise beløb holder han dog stadig hemmelig. Men af regnskabet for selskabet Bishop Holding ApS, som Toke Kruse ejede Billy igennem, viser en gevinst på 47 millioner kroner.
Her afsløres det også, at Toke Kruse har trukket 37 millioner af salgsgevinsten ud til sig selv.
For ti år siden startede Toke Kruse Billy med kompagnonen Sebastian Seilund. Gennem alle årene har der ikke været nogle investorer udefra. Derfor ejede Toke Krus også lidt over 90 procent af firmaet.
Det betyder dog ikke, at Toke Kruse, der i dag har taget navnet Werner Helmuth Storm Valeur, er stoppet som iværksætter.
I marts i år stiftede han otte nye selskaber, der blandt andet skal beskæftige sig med investering i ejendomme, udlejning af køretøjer og konsulentbistand.
»Med de nye selskaber forenkler jeg strukturer i mine forretninger, og jeg kaster mig over nye former for investeringer,« lød det fra Toke Kruse.
Toke Kruse - eller Werner Helmuth Storm Valeur - skiftede navn under coronakrisen, fordi han er en dynamisk størrelse, der også skifter navn på sine selskaber, når han føler for det. Som han selv beskriver det.
Hvor navnet Werner Helmuth Storm Valeur kommer fra, og om der er nogen særlig grund til, Toke Kruse valgte netop dette, er ikke kendt.