»Jeg har vel reddet den golfbane en tre-fire gange, og det fortryder jeg.«
Sådan lyder det fra Eivind Dam Jensen, som gennem årene har tabt godt 30 mio. kr. på at drive Brundtland Golfcenter, til JydskeVestkysten.
Det sønderjyske golfcenter har skabt underskud i alle de ti år, han har ejet det, og derfor tager han nu konsekvensen og lukker golfanlægget med adresse i Toftlund.
Eivind Dam Jensen har flere bud på, hvorfor det er gået så dårligt for golfanlægget, skriver JydskeVestkysten.
Han peger blandt andet på, at anlægget har haft for få medlemmer, efter at den oprindelige golfklub valgte at forlade banen, da der opstod uenigheder om en ny kontrakt.
Eivind Dam Jensen påpeger også overfor JydskeVestkysten, at han ikke har modtaget forventede betalinger fra golfhotellejlighederne, og det har resulteret i en strid med ejerforeningen.
Sidst men ikke mindst mener golfbaneejeren, at fordi banen er privatejet, så har den flere udgifter i forhold til klubejede baner.
Med lukningen af golfanlægget mister sønderjyske Toftlund mellem 15 og 20 helårsstillinger.
Eivind Dam Jensen sælger ikke Brundtland Golfcenter.
Tværtimod ser han gerne, at der igen en dag kan spilles golf på banen, men han mener til gengæld, at det vil kræve 500 medlemmer i stedet for de 250 medlemmer, der var tilknyttet i 2019.
Baneejeren siger til JydskeVestkysten, at han er ved at finde ud af, om banen eksempelvis skal bruges til landbrug, byggegrunde eller rejsning af skov.
Men det bliver kun aktuelt, hvis der ikke er nogen, der er i stand til at drive stedet som golfbane, siger han.



