Den kendte ejendomsmægler Peter Nordvig er gået konkurs med sit firma Living Homes.

Ejendomsmæglerfirmaet solgte luksusboliger i København.

Det skriver Finans.

Living Homes blev taget under konkursbehandling ved Sø- og Handelsretten i fredags.

Selve konkursbegæringen er helt tilbage fra december 2019.

Konkursbegæringen kommer i kølvandet på en turbulent tid for Peter Nordvig.

For under en måned siden blev den kendte ejendomsmægler og tidligere formand for Parken Sport & Entertainment erklæret personlig konkurs.

Det skete dog ved en fejl og konkursen blev tilbagekaldt.

»Jeg havde overset en indkaldelse til et møde i Skifteretten, og derfor blev jeg erklæret konkurs. I fredags betalte jeg den regning, der førte til konkursen, og dermed er konkursen afværget,« sagde Peter Nordvig til Finans ved den lejlighed.

Med 22 Nybolig-butikker sad Peter Norvig og Hanne Nørrisgaard på første parket, da de danske ejendomsmæglere i 00'erne kunne tjene styrtende med penge på stigende boligpriser og en efterspørgsel på ejerboliger, som syntes umættelig, fortalte Norvig til B.T. i 2018.

Siden da er det dog gået ned ad bakke, og parret måtte sælge huset ved Bagsværd Sø, som var vurderet til 45 mio. kroner, og i stedet flytte i en lejebolig i Holte.

21. april i år ophørte Nordvigs og Nørrisgaards Nybolig-interessentskab, fordi det ikke havde været aktivt igennem en længere periode.

Peter Nordvigs møbelfirma LovingRooms blev samme dag sendt til tvangsopløsning af Erhvervsstyrelsen.