Udsigten fra Skodsborg Kurhotel i Nordsjælland er ganske smuk, men det er regnskabet langt fra.

Ifølge Finans kunne hotellets ledelse fremvise et årsregnskab med et underskud på 14 millioner kroner i 2016. Og det gør det formentlig ikke bedre, at man i løbet af de seneste fem år sammenlagt har tabt omkring 80 millioner kroner.

De røde tal på bundlinjen har også fået egenkapitalen til at gå i minus. Men Augustinus Fond, der ejer hotellet, er kommet med en erklæring om, at den vil holde kunstigt liv i hotellet. Ifølge Finans, vil fonden sikre hotellets fortsatte finansiering og drift.

Det vil sige, at fonden vil sikre, at hotellet ikke går nedenom om hjem. Hotellet blev grundlagt i 1989 af lægen Carl Ottosen, og Augustinus Fonden har ejet det siden 1992.

Ledelsen har overfor ejerne forklaret, at man forventer, at egenkapitalen bliver sund igen gennem hotellets almindelige drift. Det store underskud i 2016 skyldes blandt andet, at man har renoveret hotellets værelser, hvorfor man ikke har kunnet have så mange gæster boende som normalt.

Derfor ser ledelsen frem mod et sundere år i 2017:

»2017 bliver et år uden ombygninger og større investeringer. I det kommende år vil de foregående års investering og indsats bidrage til at sikre en sund drift og et forbedret driftsresultat,« skriver ledelsen i regnskabet.