I 110 år har fødevarevirksomheden Tulip heddet netop det.

Men det skal være slut. Fremover vil virksomheden, som er ejet af Danish Crown, gå under navnet Danish Crown Foods.

Det skriver Jyllands-Posten.

»Det er et naturligt næste skridt for os. De nye forbrugerkrav kræver, vi rykker tættere sammen i hele vores værdikæde, og vi skaber koblingen tilbage til landmændene bag produkterne,« siger Kasper Lenbroch, firmaets administrerende direktør ifølge mediet.

Ændringen betyder dog ikke, at forbrugere fremover skal til at kigge efter pålæg og pølser med et Danish Crown Foods-mærke i kølediskene.

Selve produktbrandet vil der nemlig ikke blive ændret på, lyder det.

Meldingen om navneskiftet kommer i forlængelse af, at Danish Crown netop mandag har præsenteret en ny brandstrategi, der involverer nyt logo og ny emballage.

Desuden er det blot en lille måned siden, Danish Crown skilte sig af med det britiske selskab Tulip Limited.

Datterselskabet blev da solgt til amerikanske Pilgrim's Pride for 2,4 milliarder kroner.

Salgsprisen var 500 millioner lavere end den værdi, selskabet var blevet bogført til.

Topchef i Danish Crown Jais Valeur begrundede salget med, at opgaven med at gøre det britiske datterselskab til en succes, var for stor.

»Vi opererer i mange markeder i verden. Nogle af de største markeder for os er Storbritannien, hvor vi har et brexit, som vi ikke ved, hvordan det udfolder sig,« sagde han i den forbindelse til Ritzau.