Flixbus bløder millioner af kroner og har brug for finansiel støtte.

Coronakrisen har nemlig efterladt røde tal i økonomien hos den tyske busgigant Flixbus’ danske datterselskab.

Det viser et nyt regnskab – ifølge Finans.dk.

I 2020 tabte den danske del af Flixbus 9,3 millioner kroner efter skat, hvilket er et underskud, der er tre gange større end det underskud, som selskabet præsenterede i 2019.

Ifølge regnskabet skyldes milliontabet det store fald i rejseaktiviteten, som følge af coronakrisen. Og det gjorde det ikke lettere for busselskabet, da det kom ud i lidt af en shitstorm, fordi de kørte med fyldte busser og dermed trodsede kravet om at holde afstand.

B.T. har tidligere skrevet om Flixbus, der undskyldte efter enorm kritik. Blandt kritikerne var transportminister Benny Engelbrecht (S), der på grund af de fyldte busser har indført forbud mod, at fjernbusser er mere end halvt fyldte.

Tilbage til regnskabet. Heri fremgår det nemlig også, at Flixbus Danmark har fået eftergivet gæld og sidste år foretaget kapitaltilførsel. Dette med henblik på konsolidering af selskabets egenkapital.

»Som konsekvens af coronasituationen kræver selskabet betydelig finansiering under det igangværende udbrud. Baseret på støtteerklæring fra moderselskabet vurderer ledelsen, at det er realistisk, at selskabet vil opnå finansiel støtte til at fortsætte driften,« skriver ledelsen i regnskabet.

Flixbus blev grundlagt i 2013 og kan i dag findes i Skandinavien, Østeuropa, Frankrig, Italien, Østrig, Holland, Kroatien, Spanien og England.