»Aldrig mere Lauritz.com.« »Nej, I har stadig ikke betalt.« »Du ser aldrig pengene.«

Anmeldelserne på Trustpilot af det kendte auktionshus Lauritz.com taler sit tydelige sprog:

Virksomheden har problemer med at betale til tiden, og kunderne er rasende over, at de ikke får deres penge til tiden.

Berlingske skriver, at Lauritz.com i øjeblikket er så presset på økonomien, at sælgerne må vente alt for længe, før de får deres penge.

»Jeg havde ikke forestillet mig, det skulle være nødvendigt for at handle med et dansk auktionshus, at man skal tjekke dem på Trustpilot eller kigge regnskaber igennem,« siger kunden Jesper Lunau, som efter eget udsagn har handlet gennem Lauritz.com for sidste gang.

Ifølge Berlingske har auktionshuset gennem længere tid været presset på økonomien.

Det skyldes blandt andet, at virksomheden for nogle år siden optog et stort lån for at kunne købe flere auktionshuse i Sverige.

Siden har Lauritz.com kæmpet med økonomien.

Derfor bruger Lauritz.com en forretningspraksis, hvor kundernes penge fungerer som en form for kassekredit.

Den går ud på, at Lauritz.com bruger kundernes penge – en såkaldt arbejdskapital – i den daglige drift til blandt andet at betale regninger.

Finansdirektør Preben Lindgaard erkender problemet og beklager i et skriftligt svar til Berlingske, at kunderne må vente på deres penge.

Han understreger dog, at alle – før eller siden – får deres penge.

»Uanset årsager er det selvsagt utilfredsstillende, at vi har set en periodisk forsinkelse af visse afregninger. Det er vi de første til at beklage. Dog er det vigtigt at have for øje, at forsinkelsen kun vedrører en mindre andel af de mange tusinde varer, som vi har haft gennem systemet i samme periode,« skriver han.

Auktionshuset har besluttet at udsætte sin egen frist for betaling til sælgerne fra 33 til 40 dage.