Planen var en børsnotering, men i stedet endte det med en konkurs.
Den danske onlineportal Webrick, hvor du kan købe eller sælge din bolig uden om ejendomsmægleren, må lukke og slukke.
Det skriver Børsen.
Webrick blev taget under konkursbehandling for en uge side, da det ikke lykkedes selskabet at rejse ny kapital, skriver avisen på baggrund af oplysninger dels fra Statstidende og dels fra kuratoradvokat Jacob Smith.
Stifteren og administrerende direktør i Webrick, Louise Gertz, henviser ifølge Finans.dk til sin bestyrelse for en kommentar.
Her siger den kendte erhvervsmand og tidligere topchef i Totalkredit Troels Bülow-Olsen, at pengene næsten var brugt op.
»Når kassen var ved at være tom, var der desværre ikke andre muligheder end at lukke selskabet,« skriver han i en besked til Finans.
Louise Gertz har selv en baggrund i ejendomsmæglerbranchen, og hun skabte en virksomhed, hvor sælgerne kunne skære det dyre mæglerled væk og selv stå for salget af deres bolig.
Hun har flere gange fortalt om virksomhedens børsambitioner.
Første gang var i Børsen i januar.
»Vi har arbejdet på at nå frem til en børsnotering i meget lang tid, og vi er allerede gået i gang med en pre-børsintroduktion, hvor vi regner med at rejse fem millioner kroner. Derefter regner vi med at hente yderligere 15 millioner kroner ved selve børsnoteringen, som formentlig bliver i maj,« sagde hun.
Desværre lykkedes det ikke at rejse den nødvendige kapital.
