Brøndby IF og andre kreditorer må sætte sin lid til, at konkursboet efter Kasi vinder voldgiftssag.

Konkursboet fra Jesper Nielsens selskab, Kasi ApS, har modtaget krav på næsten 118 millioner kroner. Det oplyser kurator på konkursboet, Boris Frederiksen, til erhvervsmediet Finans.

Det er ifølge Finans særligt fodboldklubben Brøndby IF, den tyske håndboldklub Rhein-Neckar Löwen og Gældsstyrelsen, der har penge til gode.

Ud af det samlede beløb stammer krav på 104 millioner kroner fra kreditorer, der mener, at de har krav på en andel af en earn-out-betaling, som smykkeselskabet Pandora og Jesper Nielsens familie slås om.

Der er tale om en klausul, hvor Jesper Nielsen skulle modtage en andel af overskuddet fra Pandoras datterselskab Pandora CW.

Pandora mener groft sagt ikke, at der er et overskud at modtage en andel af. Jesper Nielsen mener dog, at han har over en milliard kroner til gode, som Pandora har forsøgt at skjule andre steder i koncernen.

Der verserer en voldgiftssag, der ifølge Finans formentligt afgøres i 2020, om netop den betaling.

Ifølge Boris Frederiksen har kreditorer med krav til earn-out-betalingen kun krav på penge, hvis sagen falder fordelagtigt ud for konkursboet.

- Konstruktionen er usædvanlig, og vi kigger pt. på, hvordan de (investorerne, red.) skal behandles, skriver Boris Frederiksen til Finans.

Kurator har i første omgang behandlet udsigten til sejr ved domstolene med "betydelig usikkerhed" og værdisat earn-out-betalingen til en værdi af en krone.

Men kreditorerne må krydse fingre for, at det er et forsigtigt skud, for der er ikke meget andet af værdi i boet. Indtil videre er der fundet aktiver for 264.000 kroner, som kan fordeles ud mellem de kreditorer, som har gjort krav.

Finans skriver, at kurator har rejst et krav mod Amazing Jewelry ApS, der er ejet af Jesper Nielsen og hans familie. Her mener Boris Frederiksen, at boet fra Kasi ApS har 13,8 millioner kroner til gode.

/ritzau/