I sommeren sidste år klappede ejeren af ugebladet Tæt På - milliardæren Karsten Ree - pengekassen i.

Efter mindre end to års levetid var det dermed slut for ugebladet. Nu viser det nye regnskab for Bladfabrikken, der stod bag Tæt På, at tallene på bundlinjen var blodrøde.

Karsten Ree må notere sig et tab på hele 18,28 millioner kroner i gældseftergivelse til selskabet Bladfabrikken Aps for sit ugebladseventyr.

Det skriver Finans.

ARKIVFOTO af ugebladet Tæt På.
ARKIVFOTO af ugebladet Tæt På. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Karsten Ree Holding sad på 51 procent af aktierne i ugebladet, mens ansvarshavende direktør Erling Tind Larsen, chefredaktør Per Kuskner, redaktionschef Peter Bugge og nyhedschef Nikolaj Vraa ejede de sidste 49 procent.

De fire minioritetsejere kunne dog alle forlade selskabet uden økonomiske tab, skriver Finans.

Ugebladet nåede at være på gaden i omkring 20 måneder, før det måtte lukke. Og det var en lukning, den ansvarshavende direktør havde set komme, fortalte han sidste år til Mediawatch:

»Man skal være ualmindeligt optimistisk for at tro på det, når man efter halvandet år stadig kigger ind i et underskudsgivende projekt. Så vi havde selvfølgelig set det komme, men vi prøvede alligevel at se, om vi kunne redde projektet med nogle nye ejere eller en anden måde at udkomme på, men det lykkedes ikke,« sagde Erling Tind Larsen dengang.

Andre læser også