Den kendte serieinvestor Jesper Buch solgte sidste år takeaway-tjenesten Hungry.

Her kaldte han det for sin »næststørste exit nogensinde«, da tjenesten blev solgt for et trecifret millionbeløb til den tyske udbringningsgigant Delivery Hero.

Dengang lød hans kommentar: »Jeg har virkelig optur på lige nu.«

Og det med grund, viser det sig nu. For ifølge Finans får Jesper Buch nu sit første overskud nogensinde i sit personlige holdingselskab.

Overskuddet i 2021 lyder nemlig på lidt over fem millioner kroner, og i regnskabet bliver det beskrevet, at »årets resultat og likviditet er positivt påvirket af et yderst tilfredsstillende exit«.

Dengang kunne Jesper Buch afsløre, at salget ville komme til at indbringe ham et »rigtig pænt tocifret« millionbeløb.

I regnskabet lyder det desuden, at selskabets investering i Hungry har påvirket både årets resultat og selskabets likviditet – altså deres økonomiske råderum – positivt med henholdsvis 9 millioner kroner og 43 millioner kroner.

Det er efterhånden ti år siden, at Jesper Buch etablerede sin formue med kæmpesalget af madbudbringningstjenesten Just Eat.

Siden har han kastet sig ud som investor i mange forskellige brancher. Investeringerne er foregået i Jesper Buchs eget personlige selskab, mens han eksempelvis i 'Løvens Hule' lægger sine investeringer sammen med en gruppe af andre investorer.

Det lyder samtidig, at han nu ikke længere vil investere i takeawaybranchen.

Det er den tyske udbringningsgigant Delivery Hero, der har købt Hungry, og det er stifter, hovedaktionær og direktør Morten Larsen, der tjener den største millionsum.

Jesper Buch står fortsat i spidsen for selskabet, der satser på at blive endnu større i de kommende år.