Efter 179 år rykker Kähler teltpælene op og flytter fra Næstved til Hørsholm. Og det kommer til at koste hoveder, oplyser keramikfirmaets nye ejer.
»Her bliver mange afskedigelser over de næste par dage,« siger administrerende direktør i Kähler Jesper Holst Schmidt til sn.dk.
Flytningen af det kendte keramikfirmas hovedkvarter sker som følge af, at Rosendahl Group mandag købte Kähler for et trecifret millionbeløb.
Rosendahl har hovedsæde i netop Hørsholm. Kähler bliver det niende designmærke under Rosendahls paraply.
I dag har Kähler 37 ansatte, hvoraf langt størstedelen arbejder på hovedkontoret, som ligger på Kählerbakken 5 i Næstved.
Mange af medarbejderne må dog snart se sig om efter et nyt arbejde - for langtfra alle bliver tilbudt at komme med til Hørsholm.
Kähler Design A/S blev grundlagt i Næstved i 1839, og keramikvirksomheden har lige siden ligget i byen.
De fleste danskere har stiftet bekendtskab med Kähler-vaserne, som ifølge virksomheden er at finde i hele 61 procent af de danske hjem.
Keramikproducenten lancerede i 2014 i anledning af virksomhedens 175-års fødselsdag en jubilæumsvase.
Den blev centrum for mange rasende forbrugere, der ville have fat i vasen, men måtte gå forgæves.
Vasen blev lanceret i begrænset antal, og det førte til, at flere, der havde fået fat i vasen, ville sælge den for flere tusinde kroner.
Kähler har siden 2008 været ejet af den aarhusianske arkitekt Frantz Longhi. Rosendahl Group har købt keramikvirksomheden med virkning fra udgangen af oktober.
