I 1914 solgte Karl Wilhelm Bruun sin allerførste bil i sin bilforhandler. Siden voksede forhandleren sig til en koncern, som har forhandlet over 20 forskellige bilmærker og haft tre forskellige navne.
Og nu vender virksomheden tilbage til rødderne, skriver Finans.
I 69 år har Karl Wilhelm Bruuns virksomhed været kendt under navnet Interdan, før det hed den British Motors, og nu kan man så finde koncernen under sit oprindelige navn. K. W. Bruun.
Det fortæller bilkoncernen i en pressemeddelelse.
»Som familiefondsejet koncern er vi stolte af det, K.W. Bruun skabte, ligesom vi er stolte over de medarbejdere og den effektive virksomhed, vi har i dag. For os er det kun naturligt at gå fremtiden i møde, som vi startede,« siger Anders Bruun, bestyrelsesformand i bilkoncernen og tredje generation i bildynastiet.
Og der er tale om et bildynasti. K.W. Bruun er nemlig landets anden størtste bilkoncern og en af nordens største bilimportører.
Koncernen impoterer biler og reservedele af bilmærkerne Peugeot, Citroën, DS og Opel i Danmark og Sverige og Mitsubishi i Danmark.
Samtidig med meddelelsen om navneskiftet har K.W. Bruun også en anden nyhed.
Anders Bruuns datter Maria Bruun-Lander har efter fire år valgt at stoppe som administrende direktør.
Hun er nu i stedet indtrådt som næstformand i koncernbestyrelsen, derved bliver Lars Christian Dybkjær, tidligere finansdirektør i koncernen, ny topchef i K.W. Bruun.