Svenske Biltema er en af Nordens største detailkæder - og nu vil de være endnu større her i Danmark. Næste år åbner der to nye Biltema-varehuse, og ambitionen er at der kommer endnu flere til.
»Vi drømmer hele tiden om at åbne flere varehuse, og nu har vi styr på modellen for det. Så er det bare om at finde de rigtige byggegrunde med en god beliggenhed,« siger Biltemas direktør, Jacob Møller, i en pressemeddelelse.
I første omgang slår Biltema dørene op for nye varehuse i Roskilde og Hjørring i 2019.
Dermed kommer detailgiganten - som har 140 varehuse over hele Norden - op på 13 varehuse i Danmark.
Sidste år havde Biltema en omsætning på 589 millioner kroner i Danmark og et overskud på 22,6 millioner kroner. Det er kædens bedste resultat i Danmark nogensinde.
I begyndelsen solgte Biltema kun reservedele og tilbehør til biler, men de senere år har de udvidet sortimentet betydeligt.
Nu sælger den svenske kæde alt fra barbermaskiner og bademåtter til campingudstyr.
Dermed konkurrerer Biltema med kæder som Harald Nyborg, Jem & Fix og Bauhaus.
Den svenske detailkæde har været på det danske marked siden 2002.