Spådommen lød på, at forbrugernes vaner har ændret sig i sådan en grad, at den kendte butikskæde Nærkøb gik døden i møde.

Men den forudsigelse har kæden gjort godt og grundigt til skamme, skriver Retail News.

Sidste år voksede den med 59 butikker. Det er en fremgang på næsten 20 procent, og der er nu 545 af slagsen rundt omkring i hele landet.

»De store guruer inden for dansk detailhandel har i flere år erklæret vores butikstyper lukningstruet. Men som frivillig kæde arbejder vi med holdningen om, at hvis de andre i branchen går i én retning, kigger vi os om efter andre veje. Så mens de store kapitalkæder kan slås der, opdyrker vi andre mere lokalt tilpassede koncepter,« siger Jens O. Bylling Jensen, der er administrerende direktør i Butikskæden Nærkøb A/S.

Regnskabstallene for 2020 er endnu ikke offentliggjort, men han kan afsløre, at det er det bedste resultat, kæden nogensinde har haft.

Nærkøb er den største frivillige kæde for selvstændige i kiosk- og convenience-sektoren. Den omfatter både kiosker, nærbutikker, tankstationer, campingpladser og havnekiosker.

Efter det store overskud og den uventede fremgang, kan alle medlemmer se frem til et udbetalt udbytte på hele 13 millioner kroner.

Selvfølgelig fordelt mellem dem.