Et nyt årsregnskab fra størstedelen af Jysk-koncernens samlede forretning viser salgs- og kundevækst.

Der er rift om de mange puder og dyner, som Jysk er kendt for at lave.

Efterspørgslen har over det seneste år været med til at løfte omsætningen hos Jysk Nordic, som med 1345 butikker i 20 lande udgør lidt over halvdelen af den samlede Jysk-koncern.

Det seneste årsregnskab fra Jysk Nordic viser en omsætning på 17,5 milliarder kroner. Det er en vækst på ni procent sammenlignet med året før.

I løbet af året åbnede Jysk Nordic 96 nye butikker, samtidig med at antallet af kunder steg med 3,5 millioner i forhold til året før.

- Overordnet er jeg godt tilfreds. Omsætningen stiger med 9 procent, på trods af at valutaerne har været lidt imod os.

- Samtidig har vi vist, at vi stadig er i stand til at tiltrække masser af nye kunder både i vores butikker og online, siger Jan Bøgh, der er administrerende direktør i Jysk, i en pressemeddelelse.

Onlinesalget i Jysk Nordic, der blandt andet omfatter den danske forretning, er gået hen og blevet en efterhånden pæn del af den samlede omsætning.

Syv procent af de i alt 17,5 milliarder kroner stammer fra onlinesalg, og ifølge Jan Bøgh er evnen til at udvikle både de fysiske butikker og onlineforretningen en afgørende årsag til succesen.

- Vi har investeret og investerer fortsat meget i at gøre det nemt for kunder at veksle mellem fysiske butikker og online.

- Vi er kommet et langt stykke, men der er fortsat meget mere at gøre, og det fortsætter vi med i det nye regnskabsår, hvor det spiller en stor rolle i vores strategi, siger Jan Bøgh.

Regnskabet fra Jysk Nordic er det første fra dyneproducenten, efter at stifteren, Lars Larsen, i august sov stille ind. Han blev 71 år gammel.

Regnskabet for den samlede Jysk-koncern bliver først offentliggjort i november.

/ritzau/