Emballage-virksomheden Schur kan bryste sig af et svimlende millionoverskud.

Der er glade dage hos den verdensomspændende emballage-producent Schur, efter virksomheden igen kan præsentere sorte tal på bundlinjen.

Ifølge årsregnskabet, som Horsens Folkeblad har kigget nærmere på, kan virksomheden nemlig glæde sig over et resultat på godt 150 millioner kroner før skat - en stigning på 30 millioner kroner i forhold til året før.

Det resultat kommer efter et år, hvor virksomheden og datterselskaberne omsatte for hele 498 millioner kroner. Og det er altså noget, der vækker glæde hos koncerndirektør Hans Schur.

»Jeg har tidligere sagt, at jeg er meget tilfreds, når vi har en indtjening over 100 millioner kroner,« siger han til Horsens Folkeblad.

Han tilføjer, at han anser det som en »god fremgang«, at man har formået at hæve resultatet på bundlinjen med godt 30 millioner kroner.

Og det sker trods en ellers faldende efterspørgsel på karton-emballage.

Schur-virksomheden beskæftiger godt 850 medarbejdere i Danmark og i flere andre lande, heriblandt Australien og USA.

Størstedelen af de ansatte har dog deres daglige gang i Horsens.