Jysk Group, selskabet bag Jysk, slog rekord i 2017/18 med en omsætning på 26,6 milliarder kroner.

Selskabet kom samtidig ud af regnskabsåret med et overskud på 3,5 milliarder kroner.

Det skriver selskabet i en pressemeddelelse, hvor selskabets grundlægger og bestyrelsesformand, Lars Larsen, kalder resultatet for 'meget tilfredsstillende'.

'Det bekræfter os i, at det fortsat er den rigtige strategi at investere i fysiske butikker, så vi kommer helt tæt på kunderne i alle de lande, hvor JYSK er i dag,' siger han.

Da august sluttede havde Jysk 2668 butikker fordelt på 50 lande verden over og omkring 23.000 medarbejdere.

'Medarbejderne rundt omkring i verden er helt afgørende for vores succes. Det er dem, der møder kunderne hver dag, og uden deres fantastiske indsats kunne vi ikke glæde os over endnu et rekordresultat. Derfor fortjener de også en stor tak for deres indsats,' skriver Lars Larsen.

Det seneste land, Jysk er åbnet i, er De Forenede Arabiske Emirater.

På 40-årsdagen for, at Lars Larsen åbnede verdens første Jysk-butik i Danmark, 2. april næste år, åbner kæden sine første butikker i Irland.