Den danske butikskæde Jysk ser potentiale for at åbne 70 butikker i Marokko inden for de kommende fem år.

Det oplyser Jysk i en pressemeddelelse.

Meldingen kommer, et år efter at Jysk åbnede sin første butik i Marokko.

Indtil videre har butikskæden åbnet tre forretninger i det nordafrikanske land.

Ambitionen for de næste 12 måneder er at finde otte til ti nye butikslokationer, fortæller Mikael Nielsen, der er ansvarlig for retail, kundeservice og salg til virksomheder hos Jysk

- Fra dag ét har vi oplevet en fantastisk efterspørgsel fra vores marokkanske kunder, siger Mikael Nielsen i pressemeddelelsen.

Jysk har allerede planlagt at åbne to nye butikker til sommer. Én til juni i byen Tanger i den nordlige del af landet og én i landets hovedstad, Rabat, til juli.

De tre nuværende butikker, Jysk har i Marokko, ligger alle sammen i storbyen Casablanca.

- Hvis jeg med én sætning skal beskrive vores tilstedeværelse i Marokko efter det første år, er det: Vi kan ikke åbne nye butikker hurtigt nok til at imødekomme vores kunders behov, siger Mikael Nielsen.

Marokko er et "dynamisk land i stor udvikling" ifølge Nielsen, og netop derfor vurderer han også, at der er et potentiale for, at Jysk kan have 70 butikker inden for fem år i Marokko.

Ud over den marokkanske interesse for Jysks varer fremhæver virksomheden også selv tilfredshed blandt medarbejderne som en vigtig faktor for deres succes i Marokko.

I butikskædens globale undersøgelse af medarbejdertilfredsheden ligger Marokko blandt de fem bedste lande. Jysk har medarbejdere i over 50 lande i verden.

- Vi er naturligvis stolte over at se så høj medarbejdertilfredshed allerede i vores første år. Det viser, at vi er lykkedes med at opbygge en stærk kultur fra begyndelsen, fortæller Mikael Nielsen.

/ritzau/