I denne uge er 31 busser i Aalborg blevet undersøgt.

Både bybusser ved busterminalen ved Kennedys Plads og de busser, der fragter deltagerne rundt til Dana Cup.

Sådan skriver TV 2 Nord, der bragte historien først. Og resultatet er slående.

Der er nemlig fundet fejl på 20 ud af 31 busser. De er derfor blevet kaldt til eftersyn.

»Det kan være noget med forringet udsyn, hvis betalingsautomater sidder uforsvarligt. Det er ikke nødvendigvis farlige fejl, men væsentlige fejl,« fortæller Peter Lindholdt, politiassistent ved Nordjyllands Politi, til TV 2 Nord.

I forlængelse heraf beskriver han tallet som »betydeligt« og »noget, som der skal gøres noget ved«.

For en enkelt af busserne stod det så slemt til, at nummerpladen måtte af på stedet.

Det skyldtes bremseproblemer, en nøddør, der var i itu, og en forældet ildslukker.