En epoke afsluttes i dansk internethistorie.

Det engang meget kendte internetselskab Jubii lægges nemlig i graven som selvstændigt selskab.

Det skriver Mediawatch.

En del af aktiviteterne er blevet frasolgt, andre lukkes ned, mens programmatisk salg overgår til Det Nordjyske Mediehus, som har været ejeren af selskabet i syv år.

Jubiis mailplatform blev frasolgt til norske Recurrent i 2020, og derfor skrumpede selskabet allerede i løbet af sidste år. Og nu bliver de resterende aktiviteter altså enten lukket eller overdraget til ejeren i Det Nordjyske Mediehus.

I de syv år, hvor Nordjyske Medier har været ejer af Jubii Media Group, har selskabet genereret et samlet overskud på omkring 30 millioner kroner.

2020, som altså blev Jubii Media Groups sidste hele leveår som et selvstændigt selskab, bød på en stor fald i omsætningen, nemlig på omkring 40 procent.

Dog lød overskuddet før skat på 3,5 millioner kroner, hvilket er 65 procent mere end året før, 2019, på grund af salget af Jubiis mail-aktiviteter.

Ifølge Jubii Media Groups egen hjemmeside så varetager de annonceringen på mere end 40 forskellige danske hjemmesider. Og det programmatiske annoncesalg, som Jubii også har beskæftiget sig med, lever da også videre under Det Nordjyske Mediehus' egne vinger.

»Vi har altså taget nogle af Jubiis aktiviteter og solgt dem fra. Og af det, der var tilbage, har vi beholdt nogle kompetencer, altså nogle folk, der skal hjælpe os med konstant at udvikle os internt på det programmatiske, digitale annonceringsområde,« siger Morten Vinther Jensen til Mediawatch.