Resultatet i musikeren Johnny Madsens selskab blev tredoblet sidste år til 3,1 million kroner.

Den garvede sanger Johnny Madsen tjente millioner på sine musikrettigheder og malerier sidste år.

Det viser årsregnskabet fra hans selskab ifølge JydskeVestkysten.

Årets resultat lød på 3,1 million kroner, hvilket er mere end en tredobling fra året forinden.

Den store forskel skyldes blandt andet, at hans investeringer i andre selskaber førte til milliontab i 2022, viser regnskabet.

Den 73-årige veteran har siden 1970'erne produceret hits som solist og med gruppen Dalton med Lars Lilholt.

Som solist debuterede Madsen med albummet "De Tørre Er De Best... (Men Våde Er De Flest...)" i 1982. Sidenhen er det blevet til en hel del albummer og flere kendte sange som "Færgemand" og "Udenfor sæsonen".

De seneste år har Johnny Madsen dog ikke været at finde på scenen. Det skyldes dels mangel på motivation, skriver JydskeVestkysten.

Madsen har også aflyst flere koncerter på grund af rygproblemer.

/ritzau/