Take away-kæden Hungry.dk går nu på jagt efter flere penge for at skrue aggressivt op for væksten. Det skriver Finans.

Ifølge Finans’ oplysninger er selskabet, der bl.a. har Just Eat-stifter Jesper Buch i ejerkredsen, åben over for at sælge en bestemmende indflydelse i madkometen, mens ledelsen stadig vil stå i spidsen for Hungry.

I den forbindelse har virksomheden hyret Nordeas corporate finance-afdeling til at finde en investor.

Selskabet tjente omkring 4 mio. kr. i Danmark sidste år, men ønsket er at bruge endnu flere penge på markedsføring og kigge på mulighederne i udlandet.

Nordea og Hungry-stifteren Morten Larsen har ikke ønsket at kommentere salget.

Just Eat-stifteren Jesper Buch fortæller til Finans, at han ikke er involveret i Hungrys daglige drift, og han ikke har noget med salget at gøre. Dog stoler han på Morten Larsens drift af selskabet.

»Det går skidegodt. Hvis han siger, at der skal penge ind, så bøjer jeg mig bare. Det er hans fortjeneste og hans forretning. Jeg synes bare, det er fantastisk er være med på den rejse,« siger Jesper Buch.

Hungry har brugt de penge, man har tjent i Danmark, til at vokse i bl.a. Holland og Irland.