Jensens Bøfhus har længe været langt nede. Så langt nede, at kisten var lukket i, og det eneste, der manglede, var jord på kisten.

Men i 2019 fik restaurantkæden vendt skuden, så de for første gang i seks år kan præsentere et overskud.

Helt præcist kom koncernen ud af 2019 med et overskud på 10 millioner kroner før skat. Det fremgår af virksomhedens regnskab, der blev offentliggjort onsdag.

Her kan man også se, at Jensens Bøfhus' omsætning sidste år faldt en smule, efter man blandt andet lukkede fire restauranter. Driften gav derimod et overskud på 26 millioner.

Efter skat var resultatet derfor et plus på ni millioner kroner.

Men hvordan har en restaurantkæde, der for to år siden var to minutter fra at lukke og begære sig selv konkurs, formået at genopstå, så de i dag tjener penge?

B.T. har spurgt Bruno Christensen, der er ekspert i detailhandel.

»Når man går hen og lukker en lang række af de restauranter, der har klaret sig dårligst, og satset på dem, der er tilbage, så har du en større chance for at komme ud med et hurtigt overskud. Det er den største årsag til, at de nu kan præsentere et overskud,« fortæller han.

Mads Claus Rasmussen

Han mener fortsat, der er lang vej for restaurantkæden, der sidste år skiftede både ejere og ledelse. Men det nye hold har bestået den første prøve, mener Bruno Christensen.

»Man kan sige, at de har haft succes med første fase. De har stoppet blødningen, og nu er det tid til at kigge fremad, fordi der er kommet lidt mere ro på. Herfra kan man så begynde at bygge noget af det op, som de måtte smide bort, da de var i store store problemer.«

Siden regnskabet blev afsluttet, er kæden dog igen hoppet tilbage i det dybe hul. Denne gang sammen med resten af restaurationsbranchen, der på grund af coronakrisen har lidt store økonomiske tab.

Alligevel ser det ud til, at de kan køre videre. Ifølge Fyens Stiftstidende har Nykredit Bank nemlig åbnet for større lån i april, ligesom aktionærerne har lånt virksomheden 10 millioner kroner.

Mads Claus Rasmussen

»Siden det blev skrevet, har vi åbnet restauranterne, og det gør mig mere optimistisk, så jeg er helt sikker på, at vi er i stand til at klare os igennem året,« siger administrerende direktør Anders Nikolaisen til avisen.

Og muligheden for at låne kan muligvis skyldes, at den nye ledelse netop kunne præsentere et positivt regnskab i 2019.

»De har bevist over for omverdenen, at de kan lave overskud, og de aktionærer, der har været med til at bære dem igennem, har også fået syn for sagen,« forklarer Bruno Christensen.

Alligevel har corona-krisen taget hårdt på Jensens Bøfhus.

I sidste uge meddelte de således, at 250 af selskabets i alt 700 medarbejdere fyres.

Det sker, fordi de ikke har kunnet få del i regeringens lønkompensationspakke.

Efter at virksomheden de senere år har lukket en lang række restauranter, er der nu i alt 28 tilbage i kæden.

Én i Norge, seks i Sverige samt 21 restauranter i Danmark.