Jensens Bøfhus har solgt to ejendomme med store millionrabatter. Der sker, i forsøget på at skaffe flere penge til det vaklende bøf-imperium.

Det skriver dagbladet Børsen.

Den danske bøfkæde kæmper fortsat med store underskud. Pengene fosser ud af den tidligere så populære restaurant-kæde, hvor tallene på bundlinjen efterhånden er rødere end deres bøffer. De senere år er konkurrenter som Bone's og Restaurant Flammen desuden skudt i vejret, og i 2014 kom Jensens Bøfhus i offentlig modvind i kølvandet på den efterhånden berygtede navnestrid mod en lille fiskerestaurant, der i sidste ende bragte Jensens Bøfhus i en regulær shitstorm.

Knap 100 millioner kroner er blevet tabt de seneste to regnskabsår, og dertil skal lægges en massiv gæld til storbanken SEB på 228 millioner kroner. Det har blandt andet betydet, at Jensens Bøfhus sidste år satte flere af deres ejendomme til salg. To af dem er nu blevet solgt. Det drejer sig om en ejendom i Tilst ved Aarhus samt en ejendom i centrum af Esbjerg, skriver Børsen.

Udbudsprisen lå på samlet 38 millioner kroner for de to ejendomme, men Jensens Bøfhus stifter, Palle Skov Jensen, har ikke ønsket at løfte sløret for, præcis hvor meget de to bygninger er blevet solgt for.

Palle Skov Jensen har dog tidligere måtte sænke prisen for de pågældende ejendomme med flere millioner. I første omgang blev de udbudt til en samlet pris på 45 millioner kroner, før prisen blev sænket til udbudsprisen på 38 millioner kroner. Begge ejendomme huser en Jensens Bøfhus Restaurant, og ifølge Palle Skov Jensen har salget været en god forretning på trods af den store millionrabat. Med salget skal der nemlig betales en lavere husleje for restauranterne end tidligere, forklarer Palle Skov Jensen til Børsen.

»Vi skal jo se på den samlede rentabilitet. Når vi får en lavere husleje, kan du ikke få så høj en pris for det. Vi kommer ud med en noget lavere husleje begge steder, og det er en fordel på lang sigt,« siger Palle Skov Jensen til Børsen.

Jensens Food Group, selskabet bag Jensens Bøfhus, ejes af Palle Skov Jensen. Siden den første restaurant med navnet Jensens Bøfhus slog dørene op i 1990, har kæden åbnet godt 50 restauranter fordelt i Danmark, Norge og Sverige.